Hitlers Æselører

Den tyske general Erwin Rommel er nok den mest berømte og beundrede tyske hærfører under 2. Verdenskrig. Han var allerede under krigen en lækkerbisken for den tyske propaganda, men også de britiske modstandere gjorde deres til at lovprise deres formidable modstander under krigen i Nordafrika. I bogen ”Myten Rommel” tager den franske journalist Maurice Philip Remy netop fat i de mange historier om generalen og tryktester myterne om ham, og han tegner et noget mere nuanceret billede af Rommel end det de som Hollywood og andre i årene efter krigen skabte af den snu såkaldte ”Ørkenræv”, der længe satte englænderne under pres. Med i studiet til at tale om bogen er oberst Lars Møller, der igennem årene også har læst og studeret andre værker både af og om Rommel.

Under krigen eksisterede, der en lille kerne af danske politifolk af nazistisk overbevisning, der på forskellig måde bekæmpede modstandsbevægelsen i tæt samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Blandt dem var især den såkaldte Svend Staal-gruppe, der bestod af ca. 30 personer, som i tiden både før og efter tyskernes internering af det danske politi den 19. September 1944 i stor hemmelighed forsøgte at opspore og bekæmpe modstandsbevægelsen med alle midler. Historiker og journalist  Niels-Birger Danielsen samt forfatter og kriminalassistent ved Københavns politi Erland Leth Pedersen har sammen skrevet bogen ”Svend Staal-gruppen – nazibetjentene, der infiltrerede dansk politik”, der i 2017 udkom på NYT DPIF – Politiidrættens forlag.

Den tyske værnemagts overkommando udgav bladet ”Signal”, der udkom på dansk allerede kort tid efter besættelsen af Danmark den 9. april 1940 og næsten helt frem til krigens afslutning. Hensigten var at overbevise et dansk publikum om, hvor militært, teknisk, og kulturelt overlegen Tyskland var.I 2017 udkom bogen ”Signal – et nazistisk propagandablad i Danmark 1940-45”på forlaget Turbine skrevet af historikeren Mona Jensen, der fortæller historien om bladet, der var forbløffende moderne og forførende i sit visuelle udtryk og samtidigt relativt neddæmpet i sin retorik. Formålet var naturligvis at bibringe læseren et glansbillede af Nazityskland, der i sagens natur slet ikke stod mål med realiteterne herunder de talrige forbrydelser mod menneskeheden, som nazisterne konsekvent begik.

Titusinder af især unge danske kvinder havde forhold til mænd i den tyske værnemagt, der i fem år besatte Danmark. Det resulterede i mere end 10.000 børn, hvor mange voksede op med de problemer, som det gav i et samfund, hvor ikke alle havde nemt ved at tilgive, at børnenes mødre havde haft seksuelle forhold til tyskere. Kvinderne betalte tit en høj pris allerede under krigen, hvor landsmænd vendte dem ryggen, diskriminerede dem på alle måder, hvis ikke de blev overfaldet og klippet af danske mænd, der så det som det ultimative landsforræderi, når danske kvinder i bogstaveligste forstand lå i med fjenden. I bogen ”Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør” fra 1994, der fornylig blev genudgivet på forlaget Gyldendal fortæller professor i historie ved Roskilde Universitet Anette Warring historien om de danske kvinder, der under 2. verdenskrig blev kærester med tyske soldater.

500 frivillige danskere deltog i Den Spanske Borgerkrig, der rasede i to et halvt år fra 1936 til 1939 og som kostede mere end 600.000 mennesker livet. En krig, som på mange måder blev en prolog for 2. Verdenskrig og en stedfortræderkrig mellem især Sovjetunionen og Adolf Hitlers Nazityskland. I bogen ”De glemtes hær” fortæller historiker og forfatter Morten Møller de danske Spaniensfrivilliges historier. Og det er en noget mere nuanceret fortælling end den heltemyte, som især danske kommunister allerede under borgerkrigen byggede op om de frivilliges indsats. Mindst 125 danskere mistede livet i De Internationale Brigader, hvor de blev indsat ved fronterne ved Madrid og Ebro-floden og under barske forhold måtte kæmpe hårdt, indædt og selvopofrende for den spanske republik mod overmagten fra general Francos oprørere.

I mange år var folkemordet på Europas jøder og de øvrige forbrydelser mod menneskeheden ugerninger, som tyskerne selv helst overlod ansvaret for til topnazisterne og til deres afstumpede håndlangere i SS. Almindelige tyskere derimod gik fri og navnlig kvinderne gav man indtryk af var helt uvidende og udeltagende og i stedet passede hjem og børn, hvis ikke de gav et nap med at holde samfundet i gang fx i rustningsindustrien.  Men det billede krakelerer fuldstændigt i den amerikanske historie-professor og holocaust-forsker Wendy Lowers bog ”Hitlers furier– kvinderne i det nazistiske folkemord”, der er udkommet på Gads forlag. Bogen beskriver, hvordan en halv million tyske kvinder gjorde tjeneste i Hitlers imperialistiske erobring af det nuværende  Ukraine, Hviderusland, Baltikum og Polen og i forskellig grad deltog i folkemordet på bl.a. Europas jøder.  I udsendelsen medvirker Berlingskes mangeårige anmelder af historiebøger, historiker og journalist Bent Blüdnikow i en samtale om bogen.  

Jagten på lommeslagsskibet og sænkningen af  det tyske lommeslagsskib ”Graf Spee” i Plata-floden, skudduellerne i Nordatlanten der førte til pulveriseringen af briternes ”mighty” Hood og efterfølgende sænkning af slagskibet ”Bismarck” er blandt nogle af de kampe til søs, som beskrives i en ny bog ”Kampen om Oceanerne – Krigen til Søs 1939-1945” af den engelske forfatter Jeremy Harwood. Bogen er udkommet på Turbine-forlaget og oversat af Ove Hermansen. I selskab med kommandør Poul Grooss, som i mange år var militærhistoriker på forsvarsakademiet og tidligere i sin karriere også underviste i søkrig på Søværnets Officersskole, fokuserer vi  i programmet på de nævnte søslag i Atlanten og yderligere to andre søslag mellem briterne og italienerne i Middelhavet.

Mere end 100.000 fanger fra flere nationer herunder Danmark blev i årene 1938-1945 indsat i KZ-lejren Neuengamme, der lå syd for Hamborg. Ca. 55.000 omkom, blev slidt og sultet i ihjel eller myrdet. En stor del af de 6.000 danskere, der kom i tyske fangelejre sad i Neuengamme eller dens tilhørende lejre i kortere eller længere tid. Den grufulde historie om KZ-lejren er beskrevet af cand. mag i tysk Peter Langwithz Smith i bogen ”Neuengamme Koncentrationslejren 1938-1945”, der er udkommet på Informations forlag.

262 danskere heraf 37 kvinder meldte sig til de allierede flystyrker under krigen. De fleste til Royal Air Force, mange til det norske luftvåben og andre til det canadiske luftvåben. Cirka halvdelen blev på jorden, mens resten 128 kæmpede som bl.a. jagerpiloter eller som del af besætningen i de bombemaskiner, der forsøgte at ødelægge Tysklands krigsindustri og blødgøre tyskernes moral. Der var også danskere, der deltog i luftoperationer i Stillehavskrigen og i krigen om Atlanten. I bogen ”Britains victory – Denmarks freedom” fortæller den danske forfatter Mikkel Plannthin historien om de danske frivillige i de allieredes flystyrker under den 2. verdenskrig. Bogen er udkommet på engelsk på forlaget Fonthill.  

Grethe Bartram alias Maren Margrethe Thomsen blev den mest kendte og forkætrede stikker under 2. Verdenskrig, der ikke skyede nogen midler mht. at angive familiemedlemmer, nære venner og gamle kammerater fra det kommunistiske miljø til det hemmelige tyske sikkerhedspoliti, GESTAPO. Hun forrådte ca. 60 danskere til tyskerne hvor i alt ni personer ikke overlevede opholdet i KZ-lejr. ”Storstikkersken fra Århus”, som hun blev kaldt i samtiden blev som kun 22- årig dødsdømt ved tre retlige instanser. Alligevel blev hun benådet og dommen forvandlet til en livstidsstraf. I bogen ”Grethe Bartram - Fra kommunist til Gestapoagent” fortæller historiker og forfatter Henrik Skov Kristensen historien om Grethe Bartram og hendes ødelæggende virke i forhold til modstandsbevægelsen i Århus. Grethe Bartram døde 31. januar 2017 næsten 94 år gammel.

Den 9. august 1945 kl. lidt over 11 om formiddagen smed et amerikansk B-29 bombefly med navnet ”Bockscar” en atombombe af beriget plutonium-239 der detonerede over den sydlige japanske industriby Nagasaki. Bomben er den hidtil sidste, der er kastet i krigstid. Tre dage tidligere den 6. august havde amerikanerne kastet den første bombe over byen Hiroshima. Bomben ”fatboy” detonerede i Nagasaki med en eksplosionskraft på 21.000 tons TNT og umiddelbart herefter blev 30.000 dræbt. Måneder senere opgjorde myndighederne antallet af omkomne i Nagasaki til 74.000 og dertil kom 75.000 sårede. Mange af dem fik frygtelige skader især brandsår, de som måtte leve med resten af livet.  Men ikke alene blev de overlevende for bomben ramt på krop og sjæl. De måtte også leve med diskrimination i det japanske samfund som såkaldte ”Hibakusha”, de atombombe-ramte”, som mange japanerne gik en stor bue uden om. I bogen ”Nagasaki” – livet efter Atomkrigen, der er udkommet på forlaget PRESSTO fortæller den amerikanske forfatter

27 millioner sovjetborgere mistede livet under 2. Verdenskrig heraf var ca. 8,7 millioner soldater. Resten: 18,3 millioner var almindelige sovjetborgere, der gik til på grund som direkte eller indirekte ofre for krigshandlingerne for eksempel udbredt sultedød. I bogen ”Skæbnekamp - Den tysk-sovjetiske krig 1941-1945”, beskriver historikeren Niels Bo Poulsen, krigen set fra et primært sovjetisk perspektiv.Det var ikke alene en krig mellem to ideologiske systemer. Det var en krig mellem folkeslag og en krig mellem to landes politiske eliter. En krig på liv eller død. Vind eller forsvind. En krig, der ellers begyndte med en fredelig samarbejdsalliance mellem to ærkefjender Nazityskland og det kommunistiske Sovjetunionen. I propagandaen endte blev det til en ”hellig krig” og en ”en fædrelandskrig”, hvor selv den af Stalin undertrykte kirke blev indkaldt til at velsigne kanonerne og hvor Gulaglejrene blev tømt for at fylde op i Den Røde Hærs frygteligt decimerede rækker. Krigen strammede også kravene til befolkn

Den tyske karriereofficer Günter Toepke deltog bl.a. i invasionen af Sovjetunionen og kæmpede i Paulus’ indesluttede 6. armé ved Stalingrad. Ved skæbnens gunst endte Toepke i det langt fredeligere Danmark, hvor han siden hen skulle blive sagnomspunden. I efterkrigstiden gjorde Toepke Danmark nogle tjenester, som samlet set gør det sværere at putte ham ned i kassen sammen med Nazitysklands mange forbrydere. Eller: Det er der i hvert fald noget, der tyder på.  Var det eksempelvis en snarrådig Günter Toepke, der forhindrede tyske soldater i at sprænge Lillebæltsbroen i luften i dagene omkring befrielsen den 5. Maj 1945? Kan vi takke ham for, at 50.000 tyske flygtninge og soldater kom hurtigere ud af landet efter befrielsen end ellers og dermed sparede landet for store udgifter til deres underhold? Men begik han som soldat også krigsforbrydelser under krigen på Østfronten? Hvilket ansvar havde han for de ca. 150 dræbte tyskere, der efter krigen gravede tyske miner op på strandene ved Vesterhavet? Hvor mange

Omkring 1000 danske statsborgere - både mænd og kvinder - lod sig fra 1939-1945 frivilligt hverve til allieret krigstjeneste, hvor af langt de fleste gik i britisk tjeneste. De var få og modige, men de gjorde en indsats, fordi de ville kæmpe for de allieredes sag og befri deres land. Og ikke mindst – som mange af dem selv formulerede det: For Danmarks ære. Ambitionerne var store. Imidlertid var der en del politiske og personlige forviklinger i organiseringen af de danske frivillige, hvor mange blev skuffet undervejs. Noget lykkedes dog: Der blev fx samlet midler ind til flådefartøjer og jagerfly med danske besætninger. Især gjorde mange danskere en meget stor, afgørende og livsfarlig indsats ved at sejle i konvoj for de allierede i de livsvigtige forsyningsskibe, der sejlede over Atlanten. Bogen ”For Danmarks Ære” er udkommet på Informations forlag og skrevet af historiker og forfatter Jakob Sørensen, der er gæst i studiet.

Under 2. Verdenskrig stod Karl Dönitz i spidsen for de tyske ubåde, og i 1943 blev han Storadmiral og dermed chef for hele den tyske Kriegsmarine. Alt tyder på at Dönitz var både nazist af overbevisning og beundrer af Hitler. Det var i øvrigt gensidigt. Lige før krigens afslutning, forinden at Adolf Hitler begik selvmord, blev Dönitz udnævnt som ”Førerens” efterfølger og Rigspræsident for at lede det stærkt decimerede tyske rige og dets endnu kæmpende styrker. Det var Dönitz, der tog beslutningen om Tysklands kapitulation, men han udsatte beslutningen længe for at kunne evakuere millioner af civile flygtninge og soldater over Østersøen. Dönitz, som forbliver en omdiskuteret skikkelse, slap dog ikke for at blive anklaget for krigsforbrydelser ved domstolen i Nürnberg og fik 10 års fængsel. Her i foråret 2017 har forlaget Gyldendal udgivet en kontroversiel bog af den britiske journalist Barry Turner med titlen ”Dönitz og det riges sidste dage”. Vi taler om bogen samt Dönitz karriere og skæbne med kommandør Poul

Schalburg. Alene navnet blev allerede under den 2. verdenskrig synonym med landsforræderi, men også for den modterror som blev svaret på modstandsbevægelsens sabotage mod den tyske besættelsesmagt. Terror m.m. der blev udført af medlemmer af det såkaldte Schalburgkorps. Men hvem var han Christian Frederik Schalburg? Født i 1906 i Rusland som Konstantin Feodorovitch Schalburg og søn af et dansk-russisk ægtepar. Han omkom som kun 36-årig den 2. juni 1942 på en slagmark i Rusland i spidsen for Frikorps Danmark, og blev siden en dyrket martyr for de danske nationalsocialister. Oprindeligt russisk-dansk nationalist, stærkt antisemitisk og antikommunistisk, som dog med tiden blev radikaliseret nazist samtidig med, at han også var en troende russisk-ortodoks kristen. Vi taler om biografien ”Schalburg – den patriotiske landsforræder” med forfatteren, historiker Mikkel Kirkebæk.

Traudl Junges beretning om tilværelsen som sekretær for Det 3. Riges fører Adolf Hitler er en meget vigtig kilde til viden om, hvilken tilværelse diktatoren førte i sine sidste år. Vi er med, da hun som 22-årig i 1942 bliver antaget som hans sekretær på et tidspunkt, hvor Hitler næsten kun opholder sig i førerhovedkvarteret "Ulveskansen" i Østpreussen. Der er dog også udflugter til Hitlers "fritidsbolig" Berghof i det sydlige Bayern, og Junge er også vidne til det endelige sammenbrud, da Hitler og hans veninde Eva Braun begår selvmord i førerbunkeren i Berlin den 30. april 1945. Traudl Junges erindringsbog ”Til den bitre ende” var forlæg til den berømte tyske spillefilm ”Der Untergang” om Hitlers sidste dage. Historiker og lektor Claus Bundgaard Christensen fra Roskilde Universitet er gæst i programmet og med på turen tilbage til nogle af Hitlers bunkers og førerhovedkvarterer, hvor massemorderen levede sit besynderlige, men enkle liv.

En 28-årig katolsk præst og dansk officer Arndt Paul Lauridsen var i slutningen af 2. verdenskrig leder af den afdeling af den antifascistiske partisanbevægelse i Parma i Norditalien. Partisanerne samarbejdede med de fremrykkende allierede styrker i at bekæmpe Mussolinis fascister og den tyske besættelsesmagt, der på dette tidspunkt kontrollede Norditalien. Den uddannede præst blev tidligt vakt for sagen at bekæmpe nazismen, blev med tiden partisan og deltog aktivt i den blodige borgerkrig i en grad, så han så sig nødsaget til at forlade sig oprindelige kald. Arndt Lauridsen formodes også at have været spion for briterne og andre - også efter krigen. Oversætter og historiker Thomas Harder er forfatter til bogen ”Den Danske Partisan” – historien om den danske benediktinermunk, officer, katolske præst, spion, forretningsmand og partisan eller modstandsmand Arndt Paul Lauridsens eventyrlige liv.

Der var påfaldende mange danske læger, der meldte sig under nazismens faner. Mest kendt var de danske nazisters fører sønderjyden Fritz Clausen og blandt de største krigsforbrydere var lægen Carl Peter Værnet, der i KZ-lejren Buchenwald bedrev tvivlsomme og farlige eksperimenter på KZ-lejrfanger. I bogen ”Danske læger under nazismen”,, beskriver tidl. overlæge ved Sønderborg sygehus Andreas C. Johannsen historien om det overraskende store antal danske læger, der under 2. verdenskrig som i større eller mindre grad gik i fjendens tjeneste. Det er en bog, der også beskriver det ret omfattende retsopgør, der blev taget med de læger, der på forskellig vis havde gået fjendens ærinde eller blot handlet ”unationalt”. Retssystemet tog et egentligt retsopgør med lægerne med hjemmel i de love, som politikerne efter krigen fik vedtaget, men også den danske lægeforening, foranstaltede en udrensningsproces.

Japan overfaldt i december 1941 både USA ved Pearl Harbour på Hawaii, men også Storbritanniens kolonier som Malaya, Singapore og Hong Kong. I bogen ”Ikke en jordisk chance” - Danske Frivillige i forsvar af Hong Kong 1941, fortæller forfatteren Frode Z. Olsen den ret ukendte historie om de bosiddende danskere, der tog del i forsvaret af den britiske kronkoloni, der den 8. december og nogle uger frem kæmpede en heroisk, men ulige kamp mod en japansk overmagt. De mænd, der havde taget del i forsvaret betalte enten med livet eller en årelang rædselsfuld og yderst farlig tilværelse i de berygtede japanske krigsfangelejre.